Beta vulgaris L.; Beta vulgaris subsp. vulgaris
Amaranthaceae - AmarantfamilienDel anvendt:
herba (urt/alle overjordiske dele)
radix (rod)
Dansk lægemiddelplante i år:
Forekommer i Danmark: Ja, dyrket
Den vilde strandbede er oprindelig i Europa samt dele af Nordafrika og Vestasien. De kultiverede underarter dyrkes nu i hele verden.
En sød og rodet historie
Rødbede og sukkerroe er to blandt mange forædlede varianter af en underart til arten alm. bede. Deres vilde stamform er strandbede (Beta vulgaris ssp. maritima). Strandbede er en flerårig urt med en trevlet pælerod og nedliggende, aflange grundblade, som primært vokser ved ved ved saltpåvirkede kyster. Dyrkede underarter er sædvanligvis to-årige, og roden er mere eller mindre opsvulmet og rød, hvid eller gul, og med koncentriske ringe i tværsnittet. I Danmark har spisebeder været kendt og dyrket i hvert fald siden den tidlige middelalder, men det er ikke altid klart hvilke varianter det drejer sig om. Navnet "sort bede", som nok var rødbede, nævnes i 1400-tallet, og rødder af "røde beder" står anført som lægemiddelplante i apotekertaksten fra 1619. I medicinaltaxten 1672 anføres bedens øvre dele (herba). Sukkerroe blev først forædlet i slutningen af 1700-tallet.
Som lægemiddelplante havde bede sin højtid i middelalderen, og den står ikke anført i farmakopéen fra 1772 og frem. Middelalderlægenes og de folkelige anvendelser er ikke meget forskellige.
Paulli (1648) skriver at saften af den hvide bedes rødder opsnuses mod forstoppet næse, at den bagte eller brændte rod bruges som en stikpille mod forstoppelse og bladene til lavement.
Smid (1546) nævner, for både hvide og røde beder, at opsnusning af rodsaften renser hovede. Tilberedte rødder er gode mod mavesygdom og appetitstimulerende, og bladene lægges på sår. Smid skriver den den vilde strandbede bruges ved dysenteri, menstruation, og til plaster på betændte bylder.
I Harpestrengskrifterne nævnes beder (som dog også kan være roer, af slægten Brassica) som gode for bl.a. hoste, maveonde, fordøjelse, lændebylder, miltlidelser, med vin mod forstoppelse og med vand mod feber.
En særlig variant af bede har haft en stor, men indirekte rolle for lægemidler: sukkerroen. Sukkerroe blev forædlet i Tyskland i slutningen af 1700-tallet og førte med tiden til en revolutionerende sukkerindustri i Europa. I Danmark dyrkedes og raffineredes sukker i stor stil på Lolland. Sukkere, både simple og komplekse, anvendes i stor stil i fødevareindustri, men også i lægemiddelindustrien, både før og nu, fx som sødemiddel, men også i fx tilvirkningen af tabletter mm.
De fleste kendte folkelige anvendelser af beder som lægeplanter stammer fra 1800-tallet og omhandler vist mest rødbede. Rodsaften blev indsnuset mod forstoppet næse, forskellige kogte rodtilberedninger blev brugt mod frostskader og frostknuder, og bladene blev brugt sårplejende og sårhelende.
Indholdstoffer i B. vulgaris kan muligvis benyttes mod Parkinsons sygdom, ved at påvirke den dopaminergisk transmission gennem stimulering til frigivelse af flere dopaminer. Planten besidder også antioxiderende effekter, som øger hjernens beskytttelse mod Parkinsons (Nade V.S et al., 2015). Underartsvarianten rødbede har mange kendte farmakologiske effekter, heriblandt anti-hypertensiv, anti-oxiderende og anti-inflammatorisk. Effekterne skyldes det høje indhold af uorganiske nitrogen, der reduceres til dens aktive og multifunktionelle nitrogenmonoxid (NO). NO har både vaskulære og metaboliske funktioner. Andre vigtige stoffer der bidrager til effekterne er bl.a. ascorbinsyre, flavonoider, carotenoider og phenolsyrer (Clifford T. et al., 2015). Saften fra rødbede har anti-hypertensiv effekt, hvor det høje indhold af plantens uorganiske nitrogen kompenserer kroppens NO-pathway, som kontrollerer blodtrykket (Siervo M. et al., 2013; Bahadoran Z. et al., 2017).
